I torsdags sagde jeg farvel til ‘mine’ unger på Skolen på Nyelandsvej.
Efter næsten 3 år sammen med dem, var det ikke det nemmeste jeg nogensinde har foretaget mig.
Afskeden startede allerede i skolegården, hvor jeg – 10 minutter før det ringede ind – ankom og blev overfaldet.
Jeg blev for nogle uger siden fuldstidssygemeldt i mindst 1-2 mdr. Årsag: stress.
Efter, at have prøvet samtlige strategier muligt, måtte jeg opgive.
Implementeringen af skolereformen, samt fuldstændig omstrukturering på mit arbejde, blev for meget.
Om en time står jeg foran min klasse igen, efter en uges ferie.
Hold da helt op hvor var den tiltrængt!
I søndags måtte jeg lægge mig med virkelig ondt i maven. Sushien fra om lørdagen får skylden, men det tog et par dage at få det til at stoppe med at gøre ondt og være irriterende.
Så da jeg kom på arbejde i går blev jeg stormløbet af min klasse.
Kram, knus og alt hvad den kunne trække af kærlige ord.
Jeg fik at vide at jeg ALDRIG måtte være syg igen, blev beordret til at have dem i den følgende UUV, samt blev klynget til.
Det var tæt på jeg ikke måtte gå ind til møde med min årgang, for nogle ville ikke give slip.
Har jeg nævnt, hvor meget jeg holder af mine unger?
Denne video er et opråb til alle om at forstå, hvad folkeskolereformen gør ved såvel børn som personale i SFO’er og skoler.
Det er ikke en klagesang, ej heller en klandring.
Det er en beretning om tingenes tilstand, et indblik i den hverdag reformen har bragt med sig.
Vi må have have en nuanceret debat!