Mobiltyveri i skoleregi

Mobiltyveri i skoleregi

I debatten om mobilfri skole og indsamling af mobiler, kommer her et mindre benspænd.

To 4. klasser fik angiveligt stjålet deres samlede indsamlede mobiler på Sundbyøster Skole Amager fredag d. 18.11.17.

Facebook debattenI en debat på Facebook-gruppen Amager fortæller en bruger om episoden, som selvfølgelig skaber harme og vrede. For – hvem vil stjæle fra børn?

En forælder rapporterer i tråden at hendes datter så en ukendt mand gøre det, hvilket kunne tyde på, at det er en som ikke er ansat. Heldigvis da. Politiet har endnu ikke udtalt sig om episoden, men forhåbentlig kommer der noget snart.

Problemet her er mangfoldigt, og det sætter spørgsmålstegn ved mange ting.

Nr. 1: Hvordan er det muligt overhovedet at komme i nærheden af mobilerne?

Var de låst inde og var de godt nok læst inde? Et almindeligt skoleskab kan nemt åbnes, og et ubeskyttet og åbent klasseværelse er en smal sag at bevæge sig uset i. Havde skolen en politik om regler for opbevarelsen, og havde den taget stilling til sikkerheden?

Jeg er bange for at svaret nok er nej. Skolerne har ikke erfaringen, kapaciteten og udstyret til at håndtere værdisager af den mængde, som en hel klasses mobiler er. Det er jo en ny problemstilling, som mange ikke har forestillet sig kunne ske. Hvilket bringer mig til problem nr. 2:

Nr. 2: Hvordan sikrer vi at den slags ikke sker, og hvem har ansvaret her?

Fordi mobiler er privat ejendom, har skolen ingen erstatningspligt, hvilket sætter et nyt spørgsmålstegn ved tendensen med indsamling. Hvis der skal indsamles, hvordan skal det så gøres med acceptabelt sikkerhed? Den her slags tyveri må ikke ske, men det er en reel fare, som nu bringer forældrene i en udfordret økonomisk situation. Det er deres egne forsikringsselskaber, som skal erstatte mobilerne, men har selskaberne præcedens og erfaring til, at takle sagen? Det er ikke altid, at ens forsikring dækker stjålne genstande udenfor hjemmet.

Jeg vil gerne ud over synspunktet ‘så kan de lade være med, at tage dem med’ og tale om det faktuelle problem. Mange gange er det skolernes politik, at børnene skal have deres eget udstyr med. Stadig uden, at skolerne har ansvar for den medbragte teknologi. Det er noget af et dilemma.

Hvordan sikrer vi at den slags ikke sker? Jeg har ondt af de stakkels lærere, som skal håndterer situationen med børn, der er blevet berøvede i deres egen skole samt forældre, som nu skal finde den rette grimasse til hele situationen. Det bringer mig videre til problemstilling 3:

Nr. 3: Hvem rettes shitstormen nu imod?

Skal skolen nu stå skoleret, og hvad skal denne form for præcedens lære os? Autoriteten for skolen er dalet voldsomt, og det er hverdag at både elever og forældre konfronterer skolens personale.

Hverken lærerne eller skolens ledelse kan forvente lydhørhed her, og vi kan heller ikke forvente at svage sjæle blot lader være med at stjæle en anden gang. De stakkels ungers mobiler giver en idiot penge på lommen, og så længe de er nemme at komme til, vil det ske igen. Det er nemme penge. Mange af dem.

Hvis vi ser på den gennemsnitlige værdi af en hel klasses mobiltelefoner, 28 stks med en hovedvægt af iPhones og andre dyre smartphones i forskellige varianter, taler vi svimlende beløb på 6 cifre. En gammel iPhone kan sælges for flere 1000 kr., så det er en lukrativ forretning.

Nr. 4: Så hvad gør vi nu?

Der er tydeligvis behov for indsamlingen i flere skoler, siden de vælger at gøre det. Mobilen er kommet for at blive, og vi må tage stilling til de nye problematikker som følger med.

Endnu en gang kommer udviklingen og dens konsekvenser bag på os, og vi må tilpasse os på ny.

Havde mobilerne ligget i børnenes tasker, havde tyveriet været langt mere kosteligt i tid og muligheden for, at blive opdaget. Med andre ord gør indsamlingen det nemmere at stjæle dem i skoletidens små ubevogtede øjeblikke. Der skal findes en løsning, som gøres til en almindelig del af skolernes mobilpolitik.

Det var de første og mest nærliggende problemer. Jeg vil tillade mig at tage konsekvenserne af den slags tyveri et skridt videre. Ikke for, at male fanden på væggen men for, at tage worst case scenario med også. Når jeg, med mange års erfaring indenfor børn og teknik kan tænke tanken, kan folk med slette motiver også gøre det.

Nr. 5: Hvad med problematikkerne ved, at fremmede har børns mobiler?

Jeg forventer selvfølgelig, at børnene har kode på telefonerne og, at det derfor ikke er nemt at komme ind, men vil man ind, så er der mange metoder. Uden tab af dataen på mobilen, og data – uanset form – er guld værd. Det er med andre ord ikke kun selve mobiltelefonen, som har en værdi. At vide, hvad børn laver og har på mobiltelefonen kan bruges til mange ting, og ikke alle er særlig rare at tænke på.

Derfor håber jeg, at forældrene til børnene med de stjålne mobiler har skiftet kodeord på ALT, hvad børnene har. Sociale medier, spil og alle andre slags apps med brug for login. ALT. For adgangen til disse skal ikke falde i skumle menneskers hænder.

Mobiltelefonen er et meget privat stykke teknologi, som vi indretter efter egne ønsker og handlemåder. Vi skal være parate til, at vores brug skaber nye situationer og er vi ikke parate, skal vi lære af vores oplevelser.


Links relateret til teksten:

Mobilforbud og mobilen som syndebuk – hvorfor forbud ikke er en løsning

Mobilforbud og mobilen som syndebuk – hvorfor forbud ikke er en løsning

At være imod mobilforbud er ikke et populært standpunkt. ‘Hvordan kan man dog være for noget, som er skadeligt? Mobiltelefoner er tydeligvis noget skidt, specielt for vores børn.’

I torsdags deltog jeg i DR2s Deadline i en debat med Imran Rashid og Lise Aammitzbøll la Cour om mobilforbud og mobilfri skole. Udgangspunktet var en kronik af Imran Rashid og Anette Prehn som udkom samme dag i Politiken.

Mobilforbud er en kortsigtet og uholdbar løsning. Vi kan ikke give en død dims skyldFolks reaktioner har mildest talt været blandede, men jeg forventede intet mindre. Det blev bl.a. kommenteret, at jeg var virkelighedsfjern og ikke havde forståelse for, hvad der sker i praksis. Af en eller anden grund gik det manges ører forbi, at jeg er praktiker som lever hvad jeg udtaler mig om.

Emnet om mobilforbud skal og må nuancere

Nuvel – i en debat, som vækker så mange følelser er det vel svært at høre helheden. Nogen må i sagens natur stå i skudlinjen sammen med mobiltelefonen, og der stiller jeg mig gerne. Emnet om mobilforbud skal og må nuanceres. Mobiltelefonen er i kommet offentlighedens søgelys og ønskes til ofring på skafottet i jagten på ‘den evigt gyldige årsag’. Konsensus er blevet, at mobiltelefonen er gerningsmanden.

Jeg ville være enig, hvis ikke det var at give en dims skylden. En død, mekanisk fremstillet ting. Mobilen hverken kan – eller vil være – skyldig i noget som helst, for det kræver bevidsthed. Det kræver fortsæt, hvilket et stykke teknologi ikke har.

At den kan tilføjes ‘personlighed’ og ‘handling’ gennem software og programmer, som tilpasser sig den menneskelige brugers behov og ønsker, gør den ikke levende. Det gør den ikke bevidst eller giver den evnen til forsætteligt, at skabe vaner og uvaner.

Derfor hverken kan eller vil jeg være imod mobiltelefoner og al anden form for ‘smart teknologi’.

Vi tilegner en død dims skyld

Det er mennesket, som bør være i fokus her, for det er os som er de eneste med ‘skyld’, fortsæt og evnen til handlinger. Enten som brugere eller som producenter.
Jeg er generelt tøvende med, at bruge begrebet ‘skyld’ i denne sammenhæng. Det er ikke brugbart, da det ofte ender i bebrejdelser og forbud. Netop det, som florerer på nuværende tidspunkt.
Vi skal væk fra denne tilgang og have fokus på menneskets interaktion med teknologien. Vi skal indse og anerkende det faktum, at vi ikke har brugt teknologien lige hensigtsmæssigt fordi vi ikke har vidst, hvordan dette skulle gøres.

Vi voksne – de såkaldte digitale indflyttere – har taget det til os med lynets hast, i hvert fald privat. Ingen har kunne følge med, så i den digitale og teknologiske udviklings slipstrøm er der sket det, som altid sker i ukontrollerede/ uforståelige miljøer. Vi har efter bedste evne forsøgt at tilpasse os, og nu står vi med konsekvenserne. Toget kører alt for hurtigt, og vi har valget mellem at stoppe helt ved, at smadre skinnerne eller sætte farten ned stille og roligt. Ingen af os har vidst hvordan vi skulle styre toget, så hvad gør vi?

Mobilforbud er en kortsigtet strategi

Jeg advokerer for, at vi bruger metoden at sætte farten ned, for historisk set har blitzløsninger sjældent gjort noget nemmere. Med hvert forbud er der kommet modreaktioner som ikke var særlig lødige eller praktiske. I min optik er det ‘tisse i bukserne for, at holde sig varm’ løsningen, som giver øjeblikkelig effekt men ikke gør en forskel i længden. Hvad lærer vi børnene ved at tage mobilen væk i læringssituationer, og kun give dem den tilbage til leg og underholdning?

Det korte svar er, at vi blot forstærker den eksisterende tendens. Vi lærer dem, at mobilen er legetøj frem for, at give dem værktøjerne den også tilbyder. Skal vi skabe livsduelige børn, som kan forvalte den verden de lever i og ruste dem til fremtiden, skal vi møde dem her og nu.

Selvfølgelig skal vi have mobilpauser

Jeg mener bestemt, at børnene skal have pauser fra mobilen. Mange af dem! Den skal ikke ligge under deres pude om natten eller bimle i lommen i undervisningen. Den skal ikke skabe isolering i legesituationer, bruges til at ringe til forældre ved konflikter i skolen eller institutionen.

Børn bør grundlæggende ikke udstyres med smartphones før de er gamle nok til at forstå dens værdi, og mobiltelefoner er ikke nødvendige for vores mindre børn. Fremadrettet bør vi alle tage det ansvar fra vores børn, og lade dem blive sluset stille og roligt ind i mobilens verden.

Det starter hos de voksne

Her og nu skal vi i fællesskab tage ansvaret og lære dem at bruge dimsen, som de allerede har. Forældre, pædagoger, lærere og politikere. Det starter hos os, kære medvoksne, og griber vi ikke muligheden mener jeg, at vi fejler endnu en generation af børn. Vi skal i gang med den digitale opdragelse, og det kan kun gå for langsomt.

Vores unge har været overladt til sig selv, og det er ren ‘Fluernes Herre’ online. Vi skylder dem at deltage, selvom vi med egne handlinger og mangel på samme har lagt grunden for deres liv allerede. Det vi kan gøre for de unge er, at give dem medansvar, demokratisk forståelse og bruge vores voksenhjerners kapacitet og erfaringer til, at råde og vejlede.

Det er ikke nemt men vi må ikke stoppe

Jeg har selv stået i klasseværelset. Jeg har selv stået på institutionens gulve. Jeg har vejledt og undervist kollegaer samt forældre, så jeg kender frustrationerne og problematikkerne på egen krop.

Der er intet nemt ved det her, men det bør ikke stoppe os fra at gøre det! Forbud stopper måske det nuværende slag, men kampen stopper ikke. Tiden for bevidst, digital opdragelse er inde, og første skridt er at tage ansvar. Ikke blot her og nu men i dag og hver dag herefter.


Links i teksten:

Kan skærmtid forsinke små børns tale?

Kan skærmtid forsinke små børns tale?

Den 4. maj blev der på ‘2017 Pediatric Academic Societies Meeting’, afholdt i San Francisco, fremlagt en rapport som peger på, at ‘skærmtid’ for helt små børn kan forsinke deres evne til, at tale.

Da denne undersøgelse dukkede op på de sociale medier var min første tanke: Åh nej. Nu er det kun et spørgsmål om tid før den bliver simplificeret, og fakta om emnet udvandes til fordel for sensations journalistik.

Vi lever i en tid, hvor der er skyttegravskrig mellem for og imod lejren. En tid, hvor data ikke kan tegne et entydigt svar på, om teknologi er fremmende eller hæmmende for børn.
Det er et enormt vigtigt emne, og det skal behandles med respekt og varsomhed for der er alt for mange følelser i klemme.

Som specialist i børn og IT gennem efterhånden 8 år, er jeg meget interesseret i al saglig forskning på området. Desværre har vi fået for vane at kaste os i grams med pseudo-videnskab og profetier. Denne undersøgelse må og skal ikke ende samme sted.

Så, hvad er det egentlig undersøgelsen viser?
Imellem årene 2011 og 2015 har 894 børn i alderen 6 til 24 måneder deltaget i et studie udført af det videnskabelige netværk TARget Kids!. Målet var at finde ud af om ’skærmtid’ udsatte børns sprogudvikling med udgangspunkt i at ‘skærme er over det hele’.

“Handheld devices are everywhere these days,” said Dr. Catherine Birken, MD, MSc, FRCPC, the study’s principal investigator and a staff pediatrician and scientist at The Hospital for Sick Children (SickKids)

Citat fra Science Daily 

Børnenes påvirkning blev testet i forbindelse med en obligatorisk test, som foretages af børn. En test kaldet ‘Nipissing District Developmental Screen and the Infant Toddler Checklist’, hvis formål er at opdage børns sproglige udvikling eller forsinkelse heraf. Her er et af spørgsmålene: ‘Siger dit barn 20 ord eller mere’. En standard som før 2011 hed 5 ord.

Det er forældrene selv, som besvarer disse testspørgsmål i forbindelse med barnets 18-måneders undersøgelse, der er standard praksis i Canada. Sammenligning med danske forhold kan ses på denne guide fra Furesø kommune.

 

Vil 30 minutter gøre 49 % forskel?

Undersøgelsen viste, at 20 % af de medvirkende børn havde et gennemsnitligt forbrug af håndholdte devices på 28 minutter.
Testen viste også, at jo mere ‘skærmtid‘ barnet blev udsat for, desto større forsinkelse var der i barnets verbale kommunikationsevne. Ikke i deres evne til social interaktion eller kropslige udtryk.
Rapporten konkluderer, at for hver 30 minutters skærmtid et barn under 2 år har, er der 49 % større chance for, at barnet udvikler tale senere end normalen.

Konklusionen er dog indledende, understreger Dr. Cathrine Birken, undersøgelsens spydspids fra det canadiske hold af videnskabsmænd og læger som står bag:

“It’s the first time that we’ve sort of shone a light on this potential issue, but I think the results need to be tempered (because) it’s really a first look.”

Citat fra CNN 

Eksperterne skifter mening

Det er værd at påpege, at American Academy of Pediatrics, som indtil sidste år afviste al brug af skærme for børn under 2 år, har ændret mening og nu anbefaler ‘kvalitets apps sammen med voksne’.
AAP har ellers i årevis været en hård modstander af børn og teknologi, så deres lempelse siger en del om, hvad udvikling der hele tiden foregår på området.

Så – skal vi være bekymrede?

Mit svar er nej men…
Der er sket en enorm udvikling med den håndholdte teknologi i den tid, hvor forskerne har været i gang. De satte ind lige omkring implementeringen af iPad 2, som var med til at gøre touch skærmen alle mands eje. Vores tilgang til teknologien har været præget af vores egen begejstring for de nye muligheder, som vi helt uden oplysning har kastet os ud i.

Mit men kommer frem her, hvor konsekvenserne af vores manglende viden uden tvivl har skabt problemer med vores udvikling – uanset alder.
Specielt vores små børn er utrolig følsomme overfor alle inputs. Derfor er det ikke svært at forestille sig, at forældre har ageret uagtsomt når det har handlet om deres børn og de nye digitale medier.

Ikke af ond vilje, men af manglende viden.

 

Generationen, som aldrig har kendt til andet

Generation Alpha, som de børn der er født efter 2010 kaldes, har aldrig kendt en verden uden den teknologi, som er alle steder.
Deres forældre har prøvet sig frem sammen med dem, og det er først nu, at vi er ved at have nogenlunde evidens for, hvad passiv konsumering af medier i børnehøjde kan gøre af skade.
Der vi dog gå årtier før, at vi ved hvad det har gjort ved generation Alpha og generation Z før.

Hvis vi bruger vores sunde fornuft er følgende dog klart:
Intet barn er i stand til, at forstå verden uden, at den oversættes af voksne. De har ingen forudgående viden om det de fødes ind i, og SKAL vejledes. Børnene skal digitalt opdrages fra dag 1, uanset hvad forældrene har af forudgående erfaring.

Præcis hvorfor de 20 % børn har udviklet færre verbale sprogfærdigheder end deres jævnaldrende, er svært at sige. Hvis de har oplevet meget interaktion med skærmen og mindre med mennesker, er det helt naturligt.
Jeg vil med min erfaring skyde på, at der ligger flere grunde bag barnets teknologibrug som derved berøre dets udvikling.
‘Skærmtid’ alene – et udtryk jeg gerne vil have stoppet hurtigst muligt – kan næppe forårsage så stor en forsinkelse i barnets udvikling.

Måske tager jeg fejl, men det vil tiden vise. I mellemtiden skal vi slå koldt vand i blodet og sørge for, at vores børn ikke bruger teknologien uden voksnes deltagelse.
Det er næsten altid vores brug eller misbrug, som ligger til grund for problematikker i udviklingen af både store og små.

 

Kilder til artiklen

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5173485/
https://www.healthychildren.org/English/news/Pages/Handheld-Screen-Time-Linked-with-Speech-Delays-in-Young-Children.aspx
https://www.facebook.com/time/videos/10154688442206491/
http://www.cnn.com/2017/05/04/health/babies-screen-time-speech-delays-study/index.html?ofs=fbia
http://www.telegraph.co.uk/science/2017/05/04/tablets-smartphones-damage-toddlers-speech-development/
https://www.sciencedaily.com/releases/2017/05/170504083141.htm
http://www.expressen.se/halsoliv/halsa/barn/studie-barn-som-anvander-skarmar-borjar-prata-senare/

Teknologi og svære følelser

Teknologi og svære følelser

Vi er kommet en lang vej fra dengang, hvor børn og unge kunne ringe til en upartisk voksen på Børnetelefonen. I dag opfindes der hele tiden nye metoder at nå de udsatte, kede eller forvirrede børn og unge på. (mere…)

Pin It on Pinterest