I debatten om mobilfri skole og indsamling af mobiler, kommer her et mindre benspænd.

To 4. klasser fik angiveligt stjålet deres samlede indsamlede mobiler på Sundbyøster Skole Amager fredag d. 18.11.17.

Facebook debattenI en debat på Facebook-gruppen Amager fortæller en bruger om episoden, som selvfølgelig skaber harme og vrede. For – hvem vil stjæle fra børn?

En forælder rapporterer i tråden at hendes datter så en ukendt mand gøre det, hvilket kunne tyde på, at det er en som ikke er ansat. Heldigvis da. Politiet har endnu ikke udtalt sig om episoden, men forhåbentlig kommer der noget snart.

Problemet her er mangfoldigt, og det sætter spørgsmålstegn ved mange ting.

Nr. 1: Hvordan er det muligt overhovedet at komme i nærheden af mobilerne?

Var de låst inde og var de godt nok læst inde? Et almindeligt skoleskab kan nemt åbnes, og et ubeskyttet og åbent klasseværelse er en smal sag at bevæge sig uset i. Havde skolen en politik om regler for opbevarelsen, og havde den taget stilling til sikkerheden?

Jeg er bange for at svaret nok er nej. Skolerne har ikke erfaringen, kapaciteten og udstyret til at håndtere værdisager af den mængde, som en hel klasses mobiler er. Det er jo en ny problemstilling, som mange ikke har forestillet sig kunne ske. Hvilket bringer mig til problem nr. 2:

Nr. 2: Hvordan sikrer vi at den slags ikke sker, og hvem har ansvaret her?

Fordi mobiler er privat ejendom, har skolen ingen erstatningspligt, hvilket sætter et nyt spørgsmålstegn ved tendensen med indsamling. Hvis der skal indsamles, hvordan skal det så gøres med acceptabelt sikkerhed? Den her slags tyveri må ikke ske, men det er en reel fare, som nu bringer forældrene i en udfordret økonomisk situation. Det er deres egne forsikringsselskaber, som skal erstatte mobilerne, men har selskaberne præcedens og erfaring til, at takle sagen? Det er ikke altid, at ens forsikring dækker stjålne genstande udenfor hjemmet.

Jeg vil gerne ud over synspunktet ‘så kan de lade være med, at tage dem med’ og tale om det faktuelle problem. Mange gange er det skolernes politik, at børnene skal have deres eget udstyr med. Stadig uden, at skolerne har ansvar for den medbragte teknologi. Det er noget af et dilemma.

Hvordan sikrer vi at den slags ikke sker? Jeg har ondt af de stakkels lærere, som skal håndterer situationen med børn, der er blevet berøvede i deres egen skole samt forældre, som nu skal finde den rette grimasse til hele situationen. Det bringer mig videre til problemstilling 3:

Nr. 3: Hvem rettes shitstormen nu imod?

Skal skolen nu stå skoleret, og hvad skal denne form for præcedens lære os? Autoriteten for skolen er dalet voldsomt, og det er hverdag at både elever og forældre konfronterer skolens personale.

Hverken lærerne eller skolens ledelse kan forvente lydhørhed her, og vi kan heller ikke forvente at svage sjæle blot lader være med at stjæle en anden gang. De stakkels ungers mobiler giver en idiot penge på lommen, og så længe de er nemme at komme til, vil det ske igen. Det er nemme penge. Mange af dem.

Hvis vi ser på den gennemsnitlige værdi af en hel klasses mobiltelefoner, 28 stks med en hovedvægt af iPhones og andre dyre smartphones i forskellige varianter, taler vi svimlende beløb på 6 cifre. En gammel iPhone kan sælges for flere 1000 kr., så det er en lukrativ forretning.

Nr. 4: Så hvad gør vi nu?

Der er tydeligvis behov for indsamlingen i flere skoler, siden de vælger at gøre det. Mobilen er kommet for at blive, og vi må tage stilling til de nye problematikker som følger med.

Endnu en gang kommer udviklingen og dens konsekvenser bag på os, og vi må tilpasse os på ny.

Havde mobilerne ligget i børnenes tasker, havde tyveriet været langt mere kosteligt i tid og muligheden for, at blive opdaget. Med andre ord gør indsamlingen det nemmere at stjæle dem i skoletidens små ubevogtede øjeblikke. Der skal findes en løsning, som gøres til en almindelig del af skolernes mobilpolitik.

Det var de første og mest nærliggende problemer. Jeg vil tillade mig at tage konsekvenserne af den slags tyveri et skridt videre. Ikke for, at male fanden på væggen men for, at tage worst case scenario med også. Når jeg, med mange års erfaring indenfor børn og teknik kan tænke tanken, kan folk med slette motiver også gøre det.

Nr. 5: Hvad med problematikkerne ved, at fremmede har børns mobiler?

Jeg forventer selvfølgelig, at børnene har kode på telefonerne og, at det derfor ikke er nemt at komme ind, men vil man ind, så er der mange metoder. Uden tab af dataen på mobilen, og data – uanset form – er guld værd. Det er med andre ord ikke kun selve mobiltelefonen, som har en værdi. At vide, hvad børn laver og har på mobiltelefonen kan bruges til mange ting, og ikke alle er særlig rare at tænke på.

Derfor håber jeg, at forældrene til børnene med de stjålne mobiler har skiftet kodeord på ALT, hvad børnene har. Sociale medier, spil og alle andre slags apps med brug for login. ALT. For adgangen til disse skal ikke falde i skumle menneskers hænder.

Mobiltelefonen er et meget privat stykke teknologi, som vi indretter efter egne ønsker og handlemåder. Vi skal være parate til, at vores brug skaber nye situationer og er vi ikke parate, skal vi lære af vores oplevelser.


Links relateret til teksten:

Pin It on Pinterest

Share This