Jeg prøver virkelig at finde ja-hatten frem. Det gør jeg altså!
Tænker ud af boksen, lytter og forsøger at se det gode og brugbare.
Det gør jeg virkelig! Det er bare så svært…

Min skønne, dejlige klasse kan ganske enkelt ikke indeholde alt det, som de skal rumme.
Det samme gælder mine kollegaer, så de går ned og sygemeldingerne hober sig op.

Den pædagogiske leder måtte vikariere for en af mine lærerkollegaer, og det er nok kun fordi de endnu ikke har synkroniseret pædagogernes timer med lærernes.

Så jeg sank en ekstra gang, da jeg opdagede at min kollega var syg, for jeg kan ikke umiddelbart kapere en hel skoledag alene med klassen.
Ingen forberedelse, intet materiale.
F*ck.

Jeg har stået der før, før reformen, og det var hårdt og ‘kun’ 6 timer.
Tanken om, at stå med dem i 8…

Men for at vende tilbage til ja-hatten, så kan jeg indtil videre kun se en eneste fordel.
At børnene er utrolig glade for, at jeg er så meget sammen med dem og står for en del af deres undervisning.
Og det var så det.

Lige nu har jeg det, som om jeg forsøger at forgylde en lort. Undskyld sproget.

Jeg vil virkelig gerne have noget godt at sige om skolereformen. Det vil jeg altså.
Nu er det kun tirsdag, så jeg satser på at der må dukke mere op.
Det skal der altså bare.

Pin It on Pinterest

Share This