Jeg elsker 3D.

Lige siden jeg første gang mødte programmet Maya omkring 2003, har jeg været solgt. Alle sider af mit lige dele kreative og nørdede væsen fangede øjeblikkeligt mulighederne.

Efter en del års pause grundet manglende adgang til softwaren (som kostede mange penge), blev jeg introduceret for det gratis 3D program Blender og det var det. Ingen vej tilbage. Herunder kan du se 4 eksempler på, hvad jeg har lavet.

Et opslag delt af Eva Fog (@paedagonok) den

Et opslag delt af Eva Fog (@paedagonok) den

Med årerne mødte jeg det gratis – og nemme – online 3D program Tinkercad.com, som jeg siden har brugt til undervisning af børn og nybegyndere. Det er i forbindelse med undervisning i 3D design og print med DigiPippi Skole, at jeg fik muligheden for at låne en sprit ny Sculpto. En dansk produceret 3D printer, som printer på en cirkulær plade der bevæger sig, og som kun koster omkring 3000 kr. For ja, indenfor 3D printere er 3000 kr lidt. I hvert fald hvis de skal komme samlet. Et af Sculptos stærkeste salgsargumenter er dens nemme tilslutning. En konto, en printer. Hurtig afgang via mobil app eller web browser. Plug and Play uden, at man skal tage stilling til særlig meget. Langt hen af vejen holder dette argument men… der er et men. Det er desværre ikke problemløst, og for en komplet novice ville der være en del faldgruber.

 

Før jeg går i dybden med dem, vil jeg fortælle om mine første og indledende forsøg.

Opsætningen var nem, og efter lidt drillerier med at få filamentet (print tråden) til at ‘blive spist’ (Sculptos app bruger ordet – meget morsomt!), printede jeg noget via Thingiverse. En 3D portal, som gratis giver adgang til andres design. Det kræver særskilt login, men ellers gnidningsfrit. Printer du derfra, er der ikke så meget som kan gå galt. Det virker til, at Sculpto har sorteret i portalens designs og kun viser dem, som kan passe. Helt fint for nybegyndere. For de mere øvede er der muligheden for at printe sine egne designs. Nok om det nu. Kvaliteten af printet er, hvad jeg ville forvente af et produkt i det prisleje: fint men ikke fantastisk. Ved tykkere konstruktioner bliver den bedst, og ‘normal’ printopsætning er meget solidt. Små og fine detaljer er muligt, men der er en rimelig stor fejlmargin. Jo større printet er, desto bedre kan den lave detaljerne. Igen – godt print til prisen. Med øvelse kan du finjusterer dine designs, så de har større succesrate, men det er noget som sker med erfaringen. Sculptos smarte print metode er den styrke såvel som svaghed. Printpladen er rug og drejer rundt mens der printes. En arm bevæger sig i en halvcirkel fra side til side samt op og med. Det gør det muligt at printe en hel del, men laver nogle irriterende fejl. F.eks. har armen det med at støde på og derefter forskyde printet. Inde på Facebook gruppen Sculpto Gruppen har de fundet en løsning som består i, at der files et par mm af blæserens plastik. Sculptos CEO Simon Breum Fisker garanterer, at det ikke påvirker garantien at man gør det. Igen er vi dog ude i en løsning, som en nybegynder nok vil have svært ved at gennemskue, og som taler imod Plug and Play ideen. Da jeg startede med at printe med Sculptoen, brugte jeg det medfølgende filament samt printplade. Det var dog langt fra en simpel oplevelse, da jeg gik bort fra et super simpelt design fra Thingiverse. Printene fejlede gang på gang, også selvom jeg gik systematisk til værks og forsøgte mig med forskellige indstillinger og løsninger. F.eks. blev jeg rådet til at indgå firkanter, hvilket hjalp men ikke gjorde resultatet acceptabelt. Jeg blev skuffet, irriteret og gnaven, og efter flere dages tests var jeg klar til at give op. I stedet gav jeg det hele en chance til, og fik efter henvendelse til Sculpto tilsendt ny filament og en ny printplade. Det hjalp! I hvert fald på kvaliteten af printet. Det hjalp ikke på mine problemer med forskudt print og problemet med print højere end 5 cm. Jeg har indtil videre nægtet at slibe på den, for det er at forlade princippet om enkelhed. Desværre er jeg nok nødt til det, da mængden af erfaring taler for det.

Alt i alt er min endelige vurdering af Sculpto 3D printer, at den er fin til prisen men desværre ikke så simpel at bruge som der lægges op til.

Er man ikke bange for at tilpasse printeren, kan man få en masse godt ud af den, men det er stik imod den plug and play vinkel, som firmaet lægger op til. Som en mere krævende bruger, er der for mange ting der bare ikke spiller når det skal, og med tanke på, at printeren er købt af en kommune til skolebrug, skyder den forbi målet. Det er virkelig kedeligt at skulle skrive det, for jeg vil så gerne være positiv overfor produktet!

Ideen er god. Tilgangen er god. Designet er spændende. Prisen er god. Det er et dansk startup, som står bag.
Desværre er den – i min optik – kun beregnet til hyggebrug derhjemme. Kræves der mere, skal man være villig til, at sætte tid af til at gennemgå Facebook gruppen eller YouTube tutorials for, at løse de problematikker som opstår.

Til skolebrug kan jeg ikke anbefale den. Selvom jeg kender nogle, som bruger dem med succes, er jeg desværre bekendt med langt flere, som har et mindre positivt indtryk. Der findes printere med større stabilitet og mulighed for, at forbinde til forskellige computere og tablets uden at skulle logge ind og ud, til ca. samme pris. Selvom fejlprint er en del af livet med 3D print, skal frejlraten virkelig ikke overskride succesraten.
Samtidig skal tidsforbruget til opsætning, konfiurering og overvågning været ret lavt for, at det kan betale sig i en travlt skole eller institutionsdag.

Sculpto lever ikke op til denne udfordring. For mig var cou de gras’et da jeg forsøgte at printe en plade fuld af bogstaver ud, og det fejlede spekatulært. Det var der, at jeg pakkede printeren og gav den tilbage til skolen, som jeg lånte den fra. De havde allerede returneret de resterende købt på samme tid efter, at kommunens Pædagogiske IT konsulent havde haft lignende skuffende oplevelser med dem.

Mit håb er lige nu, at der kommer en Sculpto version 2, som tager alle de nuværende fejl i betragtning og finder løsninger på dem. En tur på Facebook Sculpto Gruppen viser de samme fejl igen og igen, hvilket desværre ikke er godt nok for mig.

Se alle billederne fra mine testuger her https://www.facebook.com/media/set/?set=a.625635620959190.1073741830.106141842908573&type=1&l=ed2e7ac4f6

Pin It on Pinterest

Share This