Din krop, dit valg – men internettet husker alt

Din krop, dit valg – men internettet husker alt

Jeg er gået i gang med en debat som ikke kan vindes.

En debat, som rammer lige i kernen af #metoo, de 1000 sigtede i Umbrella sagen og lignende temaer, der har præget vores mediebillede længe.

Det er ikke en debat, som skal vindes, da det vil betyde at nogen taber og i denne situation kan vi ikke tillade os, at have tabere. Dertil er det for vigtigt.

Så, hvad drejer det sig om? Lad mig starte der, hvor jeg for første gang valgte at kommentere en andens kvindes billede på Instagram.

(mere…)

Når børn og unge deler ulovligt

Når børn og unge deler ulovligt

Det har længe været et af de kæmpe problemer blandt unge på nettet; evnen til, at dele meget intime billeder og videoer uden samtykke.

Nu er en henvendelse fra Facebook ført til Danmarks hidtil største sag om ulovlig billed/ videodeling blandt unge.

Og undskyld mit sprog – men det var fame på tide.

Selv før Emma Holten blev et af Danmarks første synlige ofre, har internettet været fuld af denne slags ulovlig deling, og politiet har i høj grad været magtesløse. Det er nemlig ekstremt organiseret, men popup grupper, der lukker næsten med det samme og kun lige er åbne længe nok til, at der kan deles billeder.

I oktober var jeg til et møde hos Børns Vilkår, hvor snakket bl.a. faldt på denne enorme problematik. Her fik jeg et kort glimt ind i en af disse grupper, og det var ikke et behageligt et af slagsen.

Ikke, at det som sådan kom bag på mig, da jeg har studeret fænomenet og dets indvirkning på de unge i mange år. Jeg har bare aldrig haft adgang til en af grupperne før. Det er ikke noget man får nemt, og som udefrastående er det ikke ufarligt at forsøge optrævling af den slags. De 99 % af brugerne er ‘bare’ almindelige mennesker, men den sidste 1 % er blandt de værste af de værste.

Mange af de unge er ikke det,som jeg vil kalde bevidste lovbrydere. De følger en strøm, som er i deres samtid, og udnytter den fordi den er der. Meget af den slags opførsel skyldes, at vi har svigtet dem i deres digitale opdragelse, og ladt dem i stikken så de måtte finde ud af ting selv.

Jeg har talt om det mange gange – det er som fluernes herre. Blind leder blind. Børn og unge, som ikke har haft nogen i ryggen til, at hjælpe dem med at stoppe i tide. For vi voksne vidste ikke bedre. Vidste ikke hvordan.

Den slags er ikke længere gangbart, og nu skal vi sætte ind. Politiet er i gang, og forhåbentlig er dette ikke den sidste sag.

“Men hvad er det egentlig du arbejder med…?”

“Men hvad er det egentlig du arbejder med…?”

Efter, at jeg startede som deltidsselvstændig i 2012 er det et af de spørgsmål, som jeg oftest får og, som jeg knapt ved hvad svaret er på.

Ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg laver. Jeg er bare ikke en ‘put i en enkelt boks’ typen, og har det med at inkludere alt jeg føler er relevant.

Siden min indtrædelse som fuldtidsselvstændig i midt 2016 er det ikke blevet nemmere, men jeg forsøger da.

Normalt er første del af mit svar;
Den korte udgave er, at jeg er specialist og ekspert i børn og IT med et 360 graders blik.”
Efter den sætning er der normalt behov for uddybning, og så klapper fælden. For, vil folk vide hvad jeg er, eller hvad jeg arbejder med?

Hvis jeg lægger ud med hvem er jeg, bliver folk ofte lidt forvirrede;

  • meget eklektisk,
  • autodidakt computernørd, der har siddet fast ved en siden 1990,
  • lidt for kreativ ‘multikunstner’,
  • Rudolf Steiner uddannet pædagog (den slår gerne folk lidt ud, da computernørd og Steiner virker meget fjernt fra hinanden for mange. Bare ikke for mig),
  • skole- og SFO pædagog,
  • underviser, foredragsholder samt konsulent og udvikler,
  • ekspert i piger og tech (hvilket er grunden til, at jeg stiftede DigiPippi),
  • plus en der ikke kan lade være med at tale og skrive om det hele. Gerne med mange kreative ordsammensætninger og brændende passion.

Det er ikke nemt at putte på ens businesskort.

Af den grund ender svaret tit med at være;
Jeg arbejder med alt der har med vores digitale og teknologiske samfund at gøre, med udgangspunkt i vores børn – fremtidens voksne.

Dette gør også, at min målgruppe ikke ligefremt et snævert felt, men fællesnævneren er altid mennesker, som vil gøre verden til et bedre sted for vores børn.
Mine kunder og samarbejdspartnere er derfor politikerne, ministerier, virksomheder, kommuner, uddannelsesinstistutioner, lærere og pædagoger, ungerne selv samt deres forældre.

Vil du gøre brug af min eklektiske erfaring, kan du med fordel kontakte mig og høre nærmere. Læs evt. mere om mine kerneydelser indenfor foredrag, konsulentvirksomhed, forfatterskab og undervisning på http://paedagonok.evafog.dk/#ydelser.

Pigen med noget på hjertet

Pigen med noget på hjertet

Selvportræt af Julie

Julie er som sådan en helt almindelig pige på 16 år. Der, hvor hun adskiller sig fra hovedparten af andre teenage-piger er, at hendes liv har været hårdere end noget barn i Danmark burde opleve. Siden hun var 9 år, har hun været på opholdsteder udenfor familien. Vi mødtes første gang i juni.

Før sommer startede jeg et samarbejde med Dell EMC om Hylleholt Opholdssted for piger i Faxe Ladeplads.

Et sted, hvor piger mellem 13 og 22 år bor, når det ikke længere er muligt at bo fast hjemme. Fælles for dem er, at de har oplevet svigt gang på gang, og derfor er endt i kategorien ‘svigtede børn og unge’. Jeg tog derned for, at holde et oplæg for pigerne.
Målet: At give dem muligheden for, at få bare lidt af magten tilbage over deres ofte magtesløse liv.
Midlet: Teknologi.

Denne artikel er lavet med samtykke fra Julie – en af de modigste piger jeg længe har mødt.

(mere…)

Mobiltyveri i skoleregi

Mobiltyveri i skoleregi

I debatten om mobilfri skole og indsamling af mobiler, kommer her et mindre benspænd.

To 4. klasser fik angiveligt stjålet deres samlede indsamlede mobiler på Sundbyøster Skole Amager fredag d. 18.11.17.

Facebook debattenI en debat på Facebook-gruppen Amager fortæller en bruger om episoden, som selvfølgelig skaber harme og vrede. For – hvem vil stjæle fra børn?

En forælder rapporterer i tråden at hendes datter så en ukendt mand gøre det, hvilket kunne tyde på, at det er en som ikke er ansat. Heldigvis da. Politiet har endnu ikke udtalt sig om episoden, men forhåbentlig kommer der noget snart.

Problemet her er mangfoldigt, og det sætter spørgsmålstegn ved mange ting.

Nr. 1: Hvordan er det muligt overhovedet at komme i nærheden af mobilerne?

Var de låst inde og var de godt nok læst inde? Et almindeligt skoleskab kan nemt åbnes, og et ubeskyttet og åbent klasseværelse er en smal sag at bevæge sig uset i. Havde skolen en politik om regler for opbevarelsen, og havde den taget stilling til sikkerheden?

Jeg er bange for at svaret nok er nej. Skolerne har ikke erfaringen, kapaciteten og udstyret til at håndtere værdisager af den mængde, som en hel klasses mobiler er. Det er jo en ny problemstilling, som mange ikke har forestillet sig kunne ske. Hvilket bringer mig til problem nr. 2:

Nr. 2: Hvordan sikrer vi at den slags ikke sker, og hvem har ansvaret her?

Fordi mobiler er privat ejendom, har skolen ingen erstatningspligt, hvilket sætter et nyt spørgsmålstegn ved tendensen med indsamling. Hvis der skal indsamles, hvordan skal det så gøres med acceptabelt sikkerhed? Den her slags tyveri må ikke ske, men det er en reel fare, som nu bringer forældrene i en udfordret økonomisk situation. Det er deres egne forsikringsselskaber, som skal erstatte mobilerne, men har selskaberne præcedens og erfaring til, at takle sagen? Det er ikke altid, at ens forsikring dækker stjålne genstande udenfor hjemmet.

Jeg vil gerne ud over synspunktet ‘så kan de lade være med, at tage dem med’ og tale om det faktuelle problem. Mange gange er det skolernes politik, at børnene skal have deres eget udstyr med. Stadig uden, at skolerne har ansvar for den medbragte teknologi. Det er noget af et dilemma.

Hvordan sikrer vi at den slags ikke sker? Jeg har ondt af de stakkels lærere, som skal håndterer situationen med børn, der er blevet berøvede i deres egen skole samt forældre, som nu skal finde den rette grimasse til hele situationen. Det bringer mig videre til problemstilling 3:

Nr. 3: Hvem rettes shitstormen nu imod?

Skal skolen nu stå skoleret, og hvad skal denne form for præcedens lære os? Autoriteten for skolen er dalet voldsomt, og det er hverdag at både elever og forældre konfronterer skolens personale.

Hverken lærerne eller skolens ledelse kan forvente lydhørhed her, og vi kan heller ikke forvente at svage sjæle blot lader være med at stjæle en anden gang. De stakkels ungers mobiler giver en idiot penge på lommen, og så længe de er nemme at komme til, vil det ske igen. Det er nemme penge. Mange af dem.

Hvis vi ser på den gennemsnitlige værdi af en hel klasses mobiltelefoner, 28 stks med en hovedvægt af iPhones og andre dyre smartphones i forskellige varianter, taler vi svimlende beløb på 6 cifre. En gammel iPhone kan sælges for flere 1000 kr., så det er en lukrativ forretning.

Nr. 4: Så hvad gør vi nu?

Der er tydeligvis behov for indsamlingen i flere skoler, siden de vælger at gøre det. Mobilen er kommet for at blive, og vi må tage stilling til de nye problematikker som følger med.

Endnu en gang kommer udviklingen og dens konsekvenser bag på os, og vi må tilpasse os på ny.

Havde mobilerne ligget i børnenes tasker, havde tyveriet været langt mere kosteligt i tid og muligheden for, at blive opdaget. Med andre ord gør indsamlingen det nemmere at stjæle dem i skoletidens små ubevogtede øjeblikke. Der skal findes en løsning, som gøres til en almindelig del af skolernes mobilpolitik.

Det var de første og mest nærliggende problemer. Jeg vil tillade mig at tage konsekvenserne af den slags tyveri et skridt videre. Ikke for, at male fanden på væggen men for, at tage worst case scenario med også. Når jeg, med mange års erfaring indenfor børn og teknik kan tænke tanken, kan folk med slette motiver også gøre det.

Nr. 5: Hvad med problematikkerne ved, at fremmede har børns mobiler?

Jeg forventer selvfølgelig, at børnene har kode på telefonerne og, at det derfor ikke er nemt at komme ind, men vil man ind, så er der mange metoder. Uden tab af dataen på mobilen, og data – uanset form – er guld værd. Det er med andre ord ikke kun selve mobiltelefonen, som har en værdi. At vide, hvad børn laver og har på mobiltelefonen kan bruges til mange ting, og ikke alle er særlig rare at tænke på.

Derfor håber jeg, at forældrene til børnene med de stjålne mobiler har skiftet kodeord på ALT, hvad børnene har. Sociale medier, spil og alle andre slags apps med brug for login. ALT. For adgangen til disse skal ikke falde i skumle menneskers hænder.

Mobiltelefonen er et meget privat stykke teknologi, som vi indretter efter egne ønsker og handlemåder. Vi skal være parate til, at vores brug skaber nye situationer og er vi ikke parate, skal vi lære af vores oplevelser.


Links relateret til teksten:

Mobilforbud og mobilen som syndebuk – hvorfor forbud ikke er en løsning

Mobilforbud og mobilen som syndebuk – hvorfor forbud ikke er en løsning

At være imod mobilforbud er ikke et populært standpunkt. ‘Hvordan kan man dog være for noget, som er skadeligt? Mobiltelefoner er tydeligvis noget skidt, specielt for vores børn.’

I torsdags deltog jeg i DR2s Deadline i en debat med Imran Rashid og Lise Aammitzbøll la Cour om mobilforbud og mobilfri skole. Udgangspunktet var en kronik af Imran Rashid og Anette Prehn som udkom samme dag i Politiken.

Mobilforbud er en kortsigtet og uholdbar løsning. Vi kan ikke give en død dims skyldFolks reaktioner har mildest talt været blandede, men jeg forventede intet mindre. Det blev bl.a. kommenteret, at jeg var virkelighedsfjern og ikke havde forståelse for, hvad der sker i praksis. Af en eller anden grund gik det manges ører forbi, at jeg er praktiker som lever hvad jeg udtaler mig om.

Emnet om mobilforbud skal og må nuancere

Nuvel – i en debat, som vækker så mange følelser er det vel svært at høre helheden. Nogen må i sagens natur stå i skudlinjen sammen med mobiltelefonen, og der stiller jeg mig gerne. Emnet om mobilforbud skal og må nuanceres. Mobiltelefonen er i kommet offentlighedens søgelys og ønskes til ofring på skafottet i jagten på ‘den evigt gyldige årsag’. Konsensus er blevet, at mobiltelefonen er gerningsmanden.

Jeg ville være enig, hvis ikke det var at give en dims skylden. En død, mekanisk fremstillet ting. Mobilen hverken kan – eller vil være – skyldig i noget som helst, for det kræver bevidsthed. Det kræver fortsæt, hvilket et stykke teknologi ikke har.

At den kan tilføjes ‘personlighed’ og ‘handling’ gennem software og programmer, som tilpasser sig den menneskelige brugers behov og ønsker, gør den ikke levende. Det gør den ikke bevidst eller giver den evnen til forsætteligt, at skabe vaner og uvaner.

Derfor hverken kan eller vil jeg være imod mobiltelefoner og al anden form for ‘smart teknologi’.

Vi tilegner en død dims skyld

Det er mennesket, som bør være i fokus her, for det er os som er de eneste med ‘skyld’, fortsæt og evnen til handlinger. Enten som brugere eller som producenter.
Jeg er generelt tøvende med, at bruge begrebet ‘skyld’ i denne sammenhæng. Det er ikke brugbart, da det ofte ender i bebrejdelser og forbud. Netop det, som florerer på nuværende tidspunkt.
Vi skal væk fra denne tilgang og have fokus på menneskets interaktion med teknologien. Vi skal indse og anerkende det faktum, at vi ikke har brugt teknologien lige hensigtsmæssigt fordi vi ikke har vidst, hvordan dette skulle gøres.

Vi voksne – de såkaldte digitale indflyttere – har taget det til os med lynets hast, i hvert fald privat. Ingen har kunne følge med, så i den digitale og teknologiske udviklings slipstrøm er der sket det, som altid sker i ukontrollerede/ uforståelige miljøer. Vi har efter bedste evne forsøgt at tilpasse os, og nu står vi med konsekvenserne. Toget kører alt for hurtigt, og vi har valget mellem at stoppe helt ved, at smadre skinnerne eller sætte farten ned stille og roligt. Ingen af os har vidst hvordan vi skulle styre toget, så hvad gør vi?

Mobilforbud er en kortsigtet strategi

Jeg advokerer for, at vi bruger metoden at sætte farten ned, for historisk set har blitzløsninger sjældent gjort noget nemmere. Med hvert forbud er der kommet modreaktioner som ikke var særlig lødige eller praktiske. I min optik er det ‘tisse i bukserne for, at holde sig varm’ løsningen, som giver øjeblikkelig effekt men ikke gør en forskel i længden. Hvad lærer vi børnene ved at tage mobilen væk i læringssituationer, og kun give dem den tilbage til leg og underholdning?

Det korte svar er, at vi blot forstærker den eksisterende tendens. Vi lærer dem, at mobilen er legetøj frem for, at give dem værktøjerne den også tilbyder. Skal vi skabe livsduelige børn, som kan forvalte den verden de lever i og ruste dem til fremtiden, skal vi møde dem her og nu.

Selvfølgelig skal vi have mobilpauser

Jeg mener bestemt, at børnene skal have pauser fra mobilen. Mange af dem! Den skal ikke ligge under deres pude om natten eller bimle i lommen i undervisningen. Den skal ikke skabe isolering i legesituationer, bruges til at ringe til forældre ved konflikter i skolen eller institutionen.

Børn bør grundlæggende ikke udstyres med smartphones før de er gamle nok til at forstå dens værdi, og mobiltelefoner er ikke nødvendige for vores mindre børn. Fremadrettet bør vi alle tage det ansvar fra vores børn, og lade dem blive sluset stille og roligt ind i mobilens verden.

Det starter hos de voksne

Her og nu skal vi i fællesskab tage ansvaret og lære dem at bruge dimsen, som de allerede har. Forældre, pædagoger, lærere og politikere. Det starter hos os, kære medvoksne, og griber vi ikke muligheden mener jeg, at vi fejler endnu en generation af børn. Vi skal i gang med den digitale opdragelse, og det kan kun gå for langsomt.

Vores unge har været overladt til sig selv, og det er ren ‘Fluernes Herre’ online. Vi skylder dem at deltage, selvom vi med egne handlinger og mangel på samme har lagt grunden for deres liv allerede. Det vi kan gøre for de unge er, at give dem medansvar, demokratisk forståelse og bruge vores voksenhjerners kapacitet og erfaringer til, at råde og vejlede.

Det er ikke nemt men vi må ikke stoppe

Jeg har selv stået i klasseværelset. Jeg har selv stået på institutionens gulve. Jeg har vejledt og undervist kollegaer samt forældre, så jeg kender frustrationerne og problematikkerne på egen krop.

Der er intet nemt ved det her, men det bør ikke stoppe os fra at gøre det! Forbud stopper måske det nuværende slag, men kampen stopper ikke. Tiden for bevidst, digital opdragelse er inde, og første skridt er at tage ansvar. Ikke blot her og nu men i dag og hver dag herefter.


Links i teksten:

Pin It on Pinterest