Det er ikke fordi mit frustrationsniveau med skolereformen er faldet.
Langt fra!

På dette, min 5. dag, har jeg gjort mit bedste for ikke at lægge mig hen over det nærmeste bord og tude og/ eller sove.

En kollega, som jeg ikke har arbejdet sammen med siden april, konstaterede bekymret at jeg så helt slatten ud.
Hun har den ‘fordel’ at hun er i mellemtrinnet, hvor de har 2 faste pædagoger til hendes årgang.
Pædagoger fra den lokale klub, som til dagligt har børnene efter skole.

Jeg fortalte hende om de forgangne dages hændelser.
Hun mødte det med samme skræk og chok som de mange andre, jeg har modtaget reaktioner fra.
Vi var helt enige om at den her skolereform er børnemishandling. For det er den, og voksenmishandling.

Sammen havde vi derefter 2 lektioners musik, hvor min skønne klasse endnu engang viste, hvor langt ude de er efter denne uge.
De er, som alle andre 8-årige, nogle værre spradebasser engang imellem, men det er blevet taget til et helt nyt niveau.

Efter musik måtte jeg fortælle dem, at de simpelthen havde været så urolige og uopmærksomme, at jeg blev helt bekymret og frustreret.
Selvfølgelig fortalte jeg dem også, at de forhåbentlig alle sammen ved hvor meget jeg holder af dem alle, og syntes de er dejlige.
Jeg var bare så træt, havde ondt i stemmen og var på randen af, hvad jeg som menneske og professionel havde at byde på.

Jeg ved jo godt at de ikke gør det for at være irriterende. De er dejlige børn, trætte men dejlige børn.

Da jeg mødte ind i morges var noget af det første jeg bemærkede, de mørke rander børnene havde under øjnene.
De var så trætte, at deres dansklærer blev helt bange for at de intet huskede fra ugen.

Vi er alle trætte!
Jeg gik hjem og sov i halvanden time, på trods af at jeg først var hjemme kl 16:30.

Det lyder måske ikke af meget for nogle, men jeg har været på børnene i 7 timer.
Jeg er gået fra at være hjælper til underviser til værkstedspædagog.
Lige nu har jeg 3 jobs i et.

Efter mit blogindlæg i går og den før da, ringede min mor i morges for at være sikker på at jeg er okay.
Jeg fik hende forsikret om, at jeg klare mig for jeg har prøvet det her før.
Da jeg i sin tid startede som fuldtids skolepædagog på mit tidl. arbejde, brugte jeg flere måneder på at finde hoved og hale i mit job.

Der var nemlig også kun rammer og intet reelt indhold.
Det skulle jeg selv opfinde, og jeg var mere eller mindre alene om det.

Selv med den erfaring må jeg konstatere, at det her er værre.

Bare det, at skulle fra undervisning og hen på SFO’en er en logistisk opgave, som ikke er løst endnu.
Hvordan skal vi kunne åbne vores værksteder til børnene får fri, når vi har dem i undervisning indtil de har fri?

Jeg kan blive ved, men faktum er at jeg er så træt, at jeg føler jeg kan sove en hel uge.
Problemet er bare, at når jeg lægger mig i sengen går min hjerne i selvsving med undervisningsforløb, børnene og deres trivsel samt bekymringerne over, hvordan det her skal gå.
Og når søvnen kommer, drømmer jeg alt muligt mærkeligt.

Næste uge er lige rundt om hjørnet, men nu prøver jeg at slå det ud af hovedet og slappe af.
Der er alligevel ikke så meget jeg kan gøre, andet end at forberede mig for i kaos må man søge orden, hvor man kan.
Så det gør jeg efter bedste evne.

Godnat, internet!

Pin It on Pinterest

Share This